Begyndelsen – et nyt hjem i 1799

Når man forestiller sig landsbygaden i Roikier omkring år 1799, ser man spredte små gårde mellem levende hegn og marker, stråtækte tage, der bøjer sig for vinden fra det nærliggende hav, og røg, der stiger op fra bagehusene. Ind i denne verden kom husmanden Asmus Paulsen.

Paulsen, født i 1768 i Habernis, havde kort forinden giftet sig med Christina Maria Matthiesen. Stadig ung, fuld af energi og med håbet om sit eget hjem købte han i 1798 et lille stykke jord i Kalleby. Allerede det følgende forår opførte han her, „ved Philipsthal“, et nyt hus: et ni-fags stråtækt hus, typisk for egnen – med stue, køkken, stald og lade samlet under ét tag. Et sådant hus var mere end blot et ly; det var hjem for både mennesker og dyr, arbejdsplads, soveplads og centrum for familielivet.

Da hans datter Christina Margareta blev født i juli 1799, var familien flyttet ind i huset. Dermed begyndte familiens mere end 150 år lange historie på dette sted.

En gård vokser med sine mennesker

Huset var enkelt, men solidt efter datidens standarder. Allerede i 1820 var det forsikret i brandgildet – et tegn på, at det blev betragtet som en værdifuld ejendom. Ved siden af stod et tre-fags bagehus. Her blev der bagt brød, ikke kun til familien selv: ofte duftede hele landsbyen af friskbagt brød, og bagedagene var begivenheder, hvor naboerne samledes.

Asmus Paulsen oplevede selv en næsten bibelsk levetid. Han døde i 1864, næsten 96 år gammel. Hans hustru var gået bort mange år tidligere, men han kunne vide sig sikker på, at hans livsværk blev videreført af børnene.

Væveren Hans Hinrich Paulsen

Det var sønnen Hans Hinrich, født i 1804, der overtog huset i 1829. Han var væver af profession, men også landmand, og han førte gården gennem en tid præget af forandring. Under hans ledelse blev bagehuset udvidet til seks fag – nok til at forsørge den voksende familie.

Livet på gården var præget af hårdt arbejde, men også af de små ritualer i landbrugets hverdag: morgenmalkningen af køerne, tærskningen om vinteren og spindingen og vævningen på de lange aftener.

Hans Hinrich giftede sig i 1840 med Mette Catharina Dose fra Wolsroi. Sammen fik de tre børn. Deres datter Mette Catharina skulle senere blive den næste centrale skikkelse i husets historie.

Lucassen-familiens tid

I 1868 giftede Mette Catharina Paulsen sig med tømreren Jacob Lucassen. Med ham kom nyt håndværk og nye idéer til gården. Jacob opførte et større beboelseshus på ti fag og erstattede det gamle bagehus med et nyt med tegltag – et fremskridt, der afspejlede moderniseringen af det landlige byggeri.

Men lykken varede ikke længe. I 1883 døde Jacob Lucassen som følge af en arbejdsulykke. Hans hustru stod tilbage med ni børn, og det yngste blev født efter faderens død. Trods de vanskelige omstændigheder voksede alle børnene op til selvstændige og arbejdsomme mennesker – en stille, men imponerende hyldest til deres mor.

Særligt sønnen Matthias trådte frem. I 1894 overtog han huset og førte familiens arv videre.

Det 20. århundrede – kontinuitet og forandring

Med Matthias og hans hustru Helene Christine begyndte en ny epoke. Landlivet var stadig hårdt, men fremskridtet gjorde sit indtog. Maskiner erstattede håndarbejde, nye valutaer afløste de gamle, og huset blev en del af en verden i hastig forandring.

Deres datter Meta Margaretha giftede sig i 1924 med Julius Eduard Otto Blunck, som var uddannet godsforvalter. Under hans ledelse blev gården ikke blot bevaret, men også udviklet. Jordopkøb, nye forpagtninger og en solid drift gav ejendommen et mere moderne præg.

Selv i de svære år før og efter Anden Verdenskrig forblev familien dybt forankret på gården. Blunck-familiens børn – Günter, Walter og Bruno – førte historien videre ind i nutiden.

Huset som et spejl af tiden

Gennem mere end halvandet århundrede fortæller den stråtækte gård i Roikier ikke blot historien om én familie, men også historien om livet på landet i Slesvig-Holsten. Den har oplevet tider med håb og fremgang, men også nød, sorg og forandring.

Bygningen, som oprindeligt var enkel og funktionel, bærer spor af generationer, der med hårdt arbejde og stor hengivenhed har forvandlet et beskedent stråtækt hus til et levende familiehjem. Og den, der står foran huset i dag, kan måske stadig fornemme et strejf af fortiden: duften af nybagt brød, bjælkernes knirken i vinden og stemmerne fra dem, der levede, elskede, arbejdede – og gav det videre, som var blevet betroet dem.